Frederiksberg Kommune er klar med et forslag til en vision for området, der bliver ledigt, når Frederiksberg Hospital flytter i 2023.

Forslaget er blevet til efter en omfattende dialogproces med byens borgere og aktører, og borgmester Jørgen Glenthøj opfordrer alle til at kommentere forslaget, inden Kommunalbestyrelsen skal træffe beslutning om det til foråret. Hvad skal der ske, når hospitalet rykker ud? Det spørgsmål har over 500 borgere og aktører i byen svaret på siden juni sidste år, hvor Frederiksberg Kommune satte dialogprocessen i gang. Processen medførte mange idéer, som alle har dannet udgangspunkt for det nye forslag til vision.

Borgmester Jørgen Glenthøj (C), som også er formand for det særlige Hospitalsgrundsudvalg, er glad for den massive interesse, der har været for projektet: ”Det er enestående, at vi skal skabe et nyt kvarter i vores by. Derfor er jeg glad for, at der har været en så stor interesse allerede i den indledende fase, og jeg vil gerne takke alle, der har bidraget med deres idéer, holdninger og forslag. Jeg vil også opfordre til at gå ind og læse og kommentere visionsforslaget. På den måde får vi i kommunalbestyrelsen de bedste forudsætninger for at træffe beslutning om den endelige vision, når vi behandler sagen til foråret,” siger han. Forslaget til den overordnede vision er: ”På hospitalsområdet skaber vi et åbent, grønt og blandet bykvarter, hvor liv og ro forenes i en bydel med bæredygtige fremtidsløsninger og sin egen identitet.”

Denne overordnede vision følges op af otte delvisioner, som blandt andet handler om, at udviklingen skal ske med afsæt i de historiske bygninger og grønne træk, at området skal udvikles på fodgængere og cyklisters præmisser, og at det i det hele taget skal være grønt i alle ordets facetter.

Formand for Frederiksberg Kommunes By- og Miljøudvalg og næstformand i Hospitalsgrundsudvalget, Jan E. Jørgensen (V) understreger, at visionen endnu ikke er færdig, og at den fortsat er overordnet: ”Vi begyndte med en åben idé og dialogproces. På basis af den, er der nu udarbejdet et forslag til vision, hvor der er sket nogle tilvalg og fravalg. Så nu sætter vi mere retning på arbejdet uden, at vi bliver helt konkrete i forhold til, hvad der skal ligge hvor, og hvordan det præcist skal se ud. Visionen sætter retningen, og så kommer de konkrete løsninger senere,” siger han.

Næstformand i Hospitalsgrundsudvalget Mette Bram (Å) lægger også stor vægt på den fremtidige proces: ”I første omgang åbnede vi op og spurgte byen og dens borgere og aktører, hvilke idéer og ønsker de havde, og responsen var flot. Jeg håber og tror, at også den næste fase kommer til at foregå i en tæt dialog, og hvor mange af byens borgere igen vælger at engagere sig og give deres mening til kende. For det arbejde, vi sætter i gang nu, kommer til at skabe de bedste løsninger i 2023,” siger hun.

Visionen skal behandles i Frederiksberg Kommunalbestyrelse i løbet af foråret. Læs her.