Pernille Høxbro, formand for Socialudvalget og rådmand for de Konservative i Frederiksberg Kommune, kunne den 1. januar fejre sine første 25 år som medlem af Kommunalbestyrelsen.

Pernille Høxbro er uddannet jurist fra Københavns Universitet og arbejder som selvstændig advokat med møderet for Højesteret. Politisk udmærker hun sig ved sit store sociale engagement og sin insisterende indsats for at sikre lige rettigheder og muligheder for socialt udsatte, personer med handicap og for at styrke det frivillige arbejde i Frederiksberg Kommune. Senest har hun haft en nøglerolle i etableringen af kommunens nye udsatteråd.

Pernille Høxbro har igennem sin lange karriere i Frederiksberg Kommunalbestyrelse favnet bredt, og har bestridt flere ansvarstunge udvalgs- og bestyrelsesposter, bl.a. som formand for kommunens Børneudvalg og Bolig- og Ejendomsudvalg, og har gennem flere perioder været medlem af Magistraten.
Pernille Høxbro har gennem sin karriere deltaget i stort set alle politiske udvalg, og har således en bred og solid viden om de mange temaer, der fylder i en kommunal kontekst.

Aktuelt er Pernille Høxbro rådmand og for anden valgperiode i træk formand for kommunens socialudvalg og legatudvalg. Derudover er Pernille Høxbro medlem af Arbejdsmarkeds- og Uddannelsesudvalget, Børneudvalget samt Kultur- og Fritidsudvalget, og er medlem af Handicaprådet og Udsatterådet på Frederiksberg.

Borgmester Jørgen Glenthøj: ”Jeg sætter stor pris på Pernille som loyal ven og kollega. Hun er kendt på Frederiksberg som en person, der er meget optaget af social retfærdighed, og som står på mål for de fælles politiske beslutninger, også når der blæser modvind. Pernille har i sine første 25 år i kommunalbestyrelsen været rundt i de fleste hjørner af kommunens virke, og har en enorm viden om byen. Hun er derfor en uvurderlig sparringspartner i det politiske arbejde.”

Jubilæet fejres ved en åben reception på Frederiksberg Rådhus, håndbiblioteket, fredag den 18. januar 2019 kl. 14-16.

Læs mere her.