Flere har fået smag for de veganske og økologiske snacks fra iværksættervirksomheden NØD Snacks på Frederiksberg. På under en time fik virksomheden finansieret 150.000 kr. til udvidelse af produktion og distribution gennem Coop Crowdfunding.

NØD Snacks’ ønske om lån til udvidelse af produktionen kom på Coop Crowdfundings online platform onsdag den 2. januar. Flere må have siddet klar ved tasterne for at være med til at hjælpe iværksætterne med lånet, for efter bare 55 minutter var et lån på 150.000 kr. finansieret af Coops medlemmer.

“Det er helt vildt, og vi er meget glade og taknemmelige for den støtte, som Coops medlemmer har vist os. Det er en kæmpe succes, og det giver os mulighed for at udvide vores produktion, så flere fremover kan få sunde snacks,” siger Sidsel Kjøller Damkjær.

Pressefoto

Et sundt snack-alternativ.
Firmaet NØD Snacks tog fart forrige år, da ægteparret Mads og Sidsel Kjøller Damkjær og deres tre døtre rejste til San Francisco på tre måneders orlov. Her gik de sammen med amerikanske samarbejdspartnere for at videreudvikle på deres snackkoncept, der både er veganske, glutenfri, økologiske og ikke tilsat sukker.

Og det er tilsyneladende ikke kun familien Kjøller Damkjær, der har manglet et sundt snack-alternativ. Siden NØD Snacks kom på markedet i august 2018 har flere tusinde købt de sunde snacks, og det betyder, at produktionen nu skal udvides for at følge med efterspørgslen.

“Vi valgte at gå ind i Coop Crowdfunding for at få finansieret udvidelsen af hele processen fra produktudvikling til produktion og emballering til distribution, og vi er glade for at se, at det har båret frugt så hurtigt” siger Sidsel Kjøller Damkjær.

Frem til august fremstillede Mads og Sidsel selv produkterne, og først for nyligt har de fået mulighed for at rykke produktionen til en professionel partner.

I tråd med Coops profil.
Produkterne fra NØD Snacks er håndlavede og sælges i kopper af nedbrydeligt biopap. Ifølge Sidsel er der et godt match mellem Coops holdning til bæredygtige fødevarer og de værdier og produktionsmetoder, som NØD Snacks er bygget på.

“Konceptet omkring Coop Crowdfunding tiltaler os, fordi långiverne er mange forskellige mennesker med interesse for fødevarer og nye produkter. Vi har en unik mulighed for at få støtte fra potentielle kunder, så lån, intention og ønsket om succes går op i en højere enhed”, siger Sidsel Kjøller Damkjær.

Formålet med Coop Crowdfunding er at bygge bro mellem på den ene side de mange fødevareproducenter, som ofte mangler finansiering til at realisere deres gode idéer, og på den anden side Coops medlemmer, som i stigende grad ønsker at involvere sig i konkrete idéer og lokale initiativer.

Der kan læses mere om projektet her.

Del på sociale medier