Frederiksberg Kommune er førende i landet, når det handler om at fastholde syge borgere i job. Siden 2015 har loven åbnet mulighed for et såkaldt fast track-forløb, hvor både arbejdsgiver og medarbejder kan bede om en ekstraordinær tidlig indsats for at få medarbejderen tilbage på jobbet.

På Frederiksberg giver det nye værktøj og den tværfaglige indsats resultater. På mindre end to år er antallet af sygedagpengesager faldet med en tredjedel, og antallet af langvarige sager er mere end halveret.

Borgmester Jørgen Glenthøj (C) sætter stor pris på resultatet: ”Det handler i bund og grund om at hjælpe vores borgere med at blive på arbejdsmarkedet, så sygdom ikke ender med, at de ryger ud af arbejdsmarkedet. Jeg er imponeret over, hvor hurtigt indsatsen har givet resultater, og hæfter mig især ved, at indsatsen er målrettet og tværfaglig med mange fagligheder, der arbejder sammen om det bedste resultat til glæde for borgerne,” siger han.

Formand for Frederiksberg Kommunens Arbejdsmarkedsudvalg, Lone Loklindt (B) forklarer fastholdelsesindsatsens særlige rolle over for arbejdsgivere og medarbejdere: ”Fast-track-medarbejdernes fornemste opgave er at være en aktiv sparringspartner for både virksomheden og den medarbejder, der er syg eller risikerer at blive det. Fast-track-medarbejderne kan som objektiv part være med til at sikre en løsningsorienteret og konstruktiv dialog mellem arbejdsgiveren og den pågældende medarbejder, fordi der ikke er nogen personlig relation eller ansættelsesforhold imellem dem.”

En del af indsatsen er en telefon-hotline til stressramte, som bruges af flere og flere borgere. Medarbejderne i fastholdelsesindsatsen besøger desuden arbejdspladser og holder oplæg om blandt andet stress. Informationsmøder for nyligt sygemeldte er også en del af indsatsen og et vigtigt bidrag til at få hurtig kontakt til borgerne.

”En del af budskabet til specielt den stress-sygemeldte er, at man kan vende gradvist tilbage til arbejdet og ikke behøver at være fuldstændig symptomfri – og her stiller fastholdelsesindsatsens medarbejdere forskellige håndteringsstrategier og redskaber til rådighed,” siger Lone Loklindt.

Fakta Arbejdsliv og Stress-hotline 2898 0363.
Stress-hotlinen henvender sig til ledere for en stressramt medarbejder som bor på Frederiksberg samt Frederiksbergborgere i job, der er truet af sygdom på grund af stress. Den telefoniske rådgivning har bl.a. fokus på muligheder for fastholdelse, forebyggelse af stress og behandlingsinitiativer.

Fakta Fastholdelses-hotline 2898 3662.
Henvender sig til virksomheder og tilbyder et aktivt samarbejde om fastholdelsesinitiativer og generelle råd og vejledning i forhold til at hjælpe sygdomsramte medarbejdere.

Læs mere her.