Lad dig ikke forme af forventningerne udefra, men kæmp for dit autentiske selv og find ud af, hvad du kan bidrage med i samfundet. Det er budskabet i Tine Maria Beÿers nye grafiske roman om nyuddannede Tone, der har svært ved at finde sig til rette på arbejdsmarkedet. Tine Maria bor på Frederiksberg, så bogen har også en lokal vinkel.

Nyuddannede kan have en tendens til at undertrykke deres identitet for at tilpasse sig de forventninger, de møder, når de vil gøre karriere. Det fortæller forfatter Tine Maria Beÿer, der kender fænomenet fra sit eget liv. Inspirationen til hendes nye grafiske roman Tone og kampen for CV’et er således hentet fra en bred vifte af erfaringer med det vanskelige moderne arbejdsliv: fx fra studier og research i arbejdsliv på RUC, fra at have været bisidder til en række jobcenterinterviews og fra en tid som først formand i en børnehave og dernæst et virke som konsulent og coach.

Tone og kampen for CV’et handler groft sagt om risikoen for at tilsidesætte sin egen individualitet i ønsket om at opfylde de forventninger, mange møder på bl.a. jobcentret. Dette kompliceres yderligere, når man som Tine Maria Beÿer også har kæmpet med et lavt selvværd det meste af sit liv.

Det selvværd, hun havde opbygget igennem sine kandidatstudier på RUC for fem år siden, blev stærkt udfordret, da studiet var færdigt, og hun skulle søge akademiske stillinger – nu med to små børn. Hun kunne ikke overskue at tilpasse sig de rammer, arbejdsmarkedet kunne tilbyde hende: ”Jeg har aldrig haft fast job. Kun været vikar og projektansat. Jeg har et enormt behov for frihed og for at have plads til mit indre liv,” fortæller hun. Tine Maria Beÿer tog kampen op med sig selv og sine egne og omverdenens forventninger. Hun gav slip på at finde sit værd i en målrettet akademisk karriere
og fandt i stedet sin egen meningsfulde vej som Kranio-sakral-behandler og tegner – en karriere, der ligger langt fra uddannelsen på RUC, men alligevel ikke. Tine har nemlig i sin praksis dagligt samtaler med mennesker om deres arbejdsliv.

Med sin nye grafiske roman ønsker Tine Maria Beÿer at ændre nyuddannede akademikeres samt andre karrieresøgendes opfattelse af, hvad de skal give slip på for at få et succesfuldt arbejdsliv. De skal nemlig ikke give slip på sig selv. De skal give slip på forventningerne.

Om forfatteren.
Tine Maria Beÿer er født i 1971. Hun har studeret kunst på Gerrit Rietveld Academie i Amsterdam og er cand.mag. i arbejdslivsstudier. Tone og kampen for CV’et er hendes første grafiske roman.

Om forlaget.
Byens Forlag driver bogcaféer i Vejle og København som udadvendte kontorer. Levende bogformidling er et særkende for forlaget, der ønsker at integrere sig i bylivet og formidle litteraturen direkte til læserne.