Idag løb 22.000 seje løbere gennem de københavnske gader og da i særdeleshed gennem Frederiksberg’s gader. Det var et imponerende syn at se alle de engagerende løbere der nok alle havde målstregen som den ultimative gulerod i sigte.

Underholdningen var i top, ved Frederiksberg Runddel var der god musik, cheerleades der lavede akrobatiske spring, og hele tiden blev tilskuere og løbere opdateret med tider, hvem der var nået i mål, om der var slået nogen nye rekorder osv  – og publikum var rigtig gode til at heppe og komme med opløftende tilråb.

Ved Frederiksberg Centeret var der vanddepot, hvis man ikke vidste bedre, så lignede alle de brugte plastikkrus snedynger der lå på vejen, men hvis alle 22.000 løbere har drukket et krus vand hver, så er det til at forstå, men heldigvis blev der ryddet op af de dygtige  renovationsarbejdere og i løbet af et splitsekund lignede Falkoner Allé atter sig selv.

Dit Frederiksberg takker for endnu et vellykket arrangement og siger tillykke til alle deltagere.