Med store og små spisearrangementer over hele landet ønsker Danmark spiser sammen at gøre det lettere at møde nye mennesker og at invitere til samvær og fællesskab.

De vil sætte fokus på ensomhed ved at bringe mennesker sammen, der ikke normalt mødes. Målet er at komme ud i enhver krog af Danmark – på tværs af generationer og kulturer.

Det hele sættes i gang i uge 17, men Danmark Spiser Sammen vil strække sig over hele året. Formålet er at få os alle til at kigge op og række ud. Og at få de mange initiativer til at vokse og sprede sig.

Så man som enkeltperson bliver hjulpet på vej til at række ud og invitere naboen, den fremmede, forældregruppen eller fodboldklubben til en øl, en kop kaffe, en pizza eller måske en middag.

Se hvem der byder på middag på Frederiksberg.

Om Folkebevægelsen mod Ensomhed
Omkring 350.000 mennesker føler sig ofte ensomme. Folkebevægelsen mod Ensomheds vision er at ingen i Danmark skal rammes af alvorlig ensomhed.

Over 70 organisationer arbejder sammen om denne vision, og en del af indsatsen er den store landsdækkende begivenhed ”Danmark spiser sammen” som løb af stablen første gang i uge 17 2016, og som afvikles for tredje gang i uge 17 2018.

Du kan se hvem der er med i folkebevægelsen her.

Mennesker skal bringes sammen
Kernen er, at måltider og fællesspisning skaber fællesskaber, som bringer mennesker sammen, der ikke normalt mødes. Målet er også, at vi alle skal blive bedre til at invitere andre indenfor – men også til at selv at sige ja tak til invitationer til at deltage i nye fællesskaber.