INNOVATIONSKONKURRENCE: Efter 48 timers idéudvikling opfandt fire studerende innovativ løsning, som skal gøre det nemmere at sortere madaffald i Frederiksberg Kommune. Løsningen er et solcelledrevent anlæg, hvor borgere selv kan hente deres bio-affaldsposer, som der nu skal arbejdes videre med i praksis.

Fire studerende med tre forskellige nationaliteter blev vinderne af innovationskonkurrencen Smart City Challenge Frederiksberg 2018. Målet med konkurrencen var at finde løsninger på en række af Frederiksberg Kommunes urbane udfordringer, bl.a. inden for kategorien ‘bæredygtighed og grøn by’. Her gjorde vinderholdet sig bemærket, og havde efter 48 timer en klar idé til, hvordan man nemt kunne distribuere grønne affaldsposer, til sortering af madaffald, ud til borgerne.

Foto: Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet

“Frederiksberg Kommunes oprindelige forslag var, at borgerne skulle hele vejen ned til rådhuset for at hente poser til grønt affald. Vores forslag bygger på, at man rundt om i kommunen installere små anlæg, som minder lidt om en postkasse, hvor folk selv kan hente poser, når de er løbet tør,” forklarer 21-årige Charlotte Frejlev, som til dagligt læser geografi- og geoinformatik på Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet.

Det smarte ved løsningen er, at den bygger på bl.a. data, som kommunen allerede er i besiddelse af og et koncept, som kommunen allerede bruger til distribuering af ‘hundeposer’. Det betyder bl.a., at løsningen har kortere vej fra idé til virkelighed.

“Anlægget er drevet af solceller, som koster under 10 dollars stykket. I anlægget sidder der en sensor, som via geodata og en eksisterende app, kan vise borgerne, hvor nærmeste anlæg er og give kommunen besked, når der skal fyldes nye poser i,” fortæller Charlotte Frejlev, som ved siden af studiet arbejder som student i SKATS ejendomsdata-kontor.

Mangfoldig viden kan løse store problemer.
Til konkurrencen deltog 50 personer fra 10 forskellige nationaliteter og alle uanset baggrund, erhverv og uddannelse havde mulighed for at tilmelde sig. Og netop mangfoldigheden blandt deltagerne er vigtig for ar udvikle gode idéer. “Når man læser det samme, har man samme indgang til problemerne. Man får ikke nødvendigvis flere vinkler på samme problem, og det bliver lidt indspist,” fortæller Charlotte Frejlev, der var i gruppe med en design-ingeniør, en businessmanager og en softwareprogrammør.

Prodekan for erhverv- og myndighedssamarbejde på Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet SCIENCE, Erik Bisgaard Madsen, siger: “Den største videns-indsprøjtning til samfundet kommer fra de studerende, når de træder ud på arbejdsmarkedet. På SCIENCE har vi godt 10.000 bachelor- og kandidatstuderende, og det er sindssyg god læring for dem, og andre studerende, at deltage i sådan et arrangement. De lærer, at ved at bringe forskellig viden til bordet, bliver de pludselig i stand til at løse væsentlige problemstillinger, som kan tilføre værdi til samfundet.”

Vinderholdet, som består af Charlotte Frejlev KU, Patrick Clausen Ålborg Universitet i KBH, Kristine Bezbaile CBS og Fakhira Bano Ålborg Universitet i KBH, bliver nu tilbudt hjælp til at udvikle deres idé i form af bl.a. bistand fra revisor, advokat, coach, forretningseksperter, IT-designere og flere andre ting gennem SCIENCE Innovation Hub. Sammen med Frederiksberg Kommune skal de nu arbejde videre med idéen.

Konkurrencen, Smart City Challenge, er arrangeret i et samarbejde mellem Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet SCIENCE på Københavns Universitet, Frederiksberg Kommune og CBS.

Læs mere om Smart City Challenge: http://frederiksbergsciencecity.dk/begivenheder/smart-city-challenge/

Læs mere om SCIENCE Innovation Hub: http://www.science.ku.dk/science-innovation-hub/

Del på sociale medier