I to år har medlemmer af Ældresagen hjulpet Frederiksbergs yngste skoleelever med læsningen. Ordningen er til fordel for alle: Eleverne får mere læsetræning, og de ældre får glæden ved at møde og hjælpe børnene.

En frivillig indsats kan være et godt supplement til den faste undervisning i skolerne og skabe værdi for alle involverede. Det viser erfaringerne fra Skolen på La Cours Vej, hvor der kommer læsetanter på besøg en gang om ugen. Læsetanter er medlemmer af Ældresagen, der læser med en lille udvalgt gruppe børn fra de yngste klasser. Indsatsen er ikke en del af selve læseundervisningen, men et supplement, der sikrer eleverne endnu mere læsetræning.

Borgmester Jørgen Glenthøj (C) er glad for indsatsen: ”Frederiksberg er generationernes by, hvor vi forsøger at skabe de bedste og stærkeste netværk mellem vores borgere. Jeg påskønner, at engagerede ældre borgere bruger tid på at give eleverne en oplevelse og en god ekstra læsetræning, og at de selv oplever en glæde ved indsatsen,” siger han.

Hver læsetante er tilknyttet en bestemt klasse og lærer derfor børnene godt at kende. Børnene læser højt for tanten, og tanten har også en historie med – af og til også bøger, hvor ordvalget er udfordrende for børnene. Det kan være ord som kakkelovn og spurvehøg. Sådanne ord giver anledning til mange – og af og til også lange – samtaler.

Formand for Frederiksberg Kommunes Undervisningsudvalg, Michael Vindfeldt (A) er også glad for ordningen: ”Eleverne får trænet meget mere end de ellers ville, de får gode litteraturoplevelser, udvidet ordforråd og – ikke mindst – så får de en god og tæt relation til et ældre menneske. Læsetanterne selv fortæller om mange gode oplevelser med eleverne og om glæde ved fortsat at gøre en forskel. Skolen på La Cours Vej har fat i noget af det helt rigtige, og vi skal se på, om vi kan sprede erfaringerne ud,” siger han.

I øjeblikket har Skolen på La Cours Vej fem læsetanter – og én læseonkel – som besøger skolen og læser med børnene en gang om ugen. Der er yderligere to læsetanter på vej.

For yderligere oplysninger.