Når løvet er grønt og aftenen lys, springer Danmarks nye festival om natur & videnskab ud og lægger arm med livets største spørgsmål. Over to dage giver nogle af de skarpeste forskere og tænkere deres bud på naturens kompleksitet – fra kroppens mikrober til universets mørke stof – og alt derimellem. 


Det skriver Bloom i en pressemeddelelse. 

Bloom er en helt ny slags festival om natur og videnskab. Festivalen låner af elementer fra musik- og livsstilsverdenen for at skabe en sanselig helhedsoplevelse, hvor videnskab, vildskab og lidenskab befrugter hinanden.

Få kvantemekanikken forklaret på 15 minutter, sæt dig under egetræet ved fødderne af en Emeritus professor, gå i fodsporene på Niels Bohr og Oehlenschläger, lær alt om mørkt stof og stammefolks forhold til tid, spis dig gennem evolutionsteorien, smag på Søndermarken og læn dig tilbage og nyd en klassisk symfoni – for grøntsager.

Foto: Blooms facebookside

Festivalleder for Bloom Svante Lindeburg forklarer den nyskabende festival sådan her:

”I en sanselig ramme af ånd, natur og lys vil vi på Bloom åbne kompliceret videnskabeligt stof op og gøre det tilgængeligt og fængende. Vi vil hylde det danske forårs forunderlighed og skønhed ved at lade en række af vores dygtigste forskere og formidlere berige os og øse af deres viden om alt fra naturvidenskabens genesis-darling Big Bang til myrernes menneskelige liv.

Publikum skal både blive klogere på verdens kompleksitet, men også gerne føle sig tættere på naturen midt i hovedstaden med myrer-walks, madoplevelser og lyrikoplæsninger. Vi er vanvittig stolte over, at det er lykkedes at skabe så nyskabende et format, som Bloom er, midt i hovedstaden.”

Bloom-festivalen krydrer talks, walks og debatter med koncerter, mad, åbne laboratorier, tænkepauser, kunst og kreative åndehuller. Der vil også være laboratorier og en scene kun for børn. Og det er gratis at være med til det hele.

Mød videnskabens spydspidser

Bloom foregår i det grønne Søndermarken på Frederiksberg, hvor nogle af Danmarks største videnskabsmænd, digtere og filosoffer gennem historien har færdes. I de billedskønne omgivelser vil publikum kunne møde spydspidser inden for videnskaben og filosofien fra både ind- og udland.

Mød fx palæopatolog og BBC-programvært Alice Roberts, evolutionsprofessor Daniel Lieberman fra Harvard University, forfatter og videnskabsjournalist Tor Nørretranders, professor i antropologi Rane Willerslev, samt leder af Center for Information og Boblestudier, professor Vincent Hendricks. Jens Blendstrup læser op og Byhøst kokkererer.

Programmet offentliggøres løbende på www.bloom.ooo.

Hvem står bag?
Bag Bloom står Golden Days sekretariat, som har over 20 års erfaring med at formidle historie og viden. Sekretariatet er mest kendt for sin historiske festival Golden Days Festival, som hvert år tiltrækker over 30.000 mennesker på tværs af aldersgrupper.

Del på sociale medier