Fra den 22. april til den 28. maj kan du se Mette Gitz-Johansens udstilling mirromirror i Møsting Hus. Du kan dog allerede den 21. april komme til fernisering, hvor udstillingen åbnes af Borgmester Jørgen Glenthøj.

Udstillingen mirrormirror af kunstner Mette Gitz-Johansen handler om ’det andet rum’: Det rum man iagttager i spejlingen, men ikke i virkeligheden befinder sig i.

Dette gådefulde ikke-sted danner udgangspunkt for nye fortællinger, der midlertidigt udspiller sig her. Det er uvirkelige rum, der gennem spejlet fastholder et analogisk forhold, ligefremt eller omvendt, med de virkelige.

Referencen til spejlet rummes i historikken såvel som rammen om Møstings Hus, der gennem nedrivning og senere genrejsning på den modsatte side af gaden kom til at spejle sig selv.

Vandoverfladen på gadekæret foran huset og en lille labyrintisk barokhave, med klippede hække til venstre for bygningen, der historisk repræsenterer en illustration af tidens verdenssyn, en spejling af himmelrummet og uendeligheden.

Mette Gitz-Johansen arbejder stedspecifikt i et krydsfelt mellem forskellige medier; blyantstegning, fotografi og performative videoinstallationer, der tager afsæt i observationer. På udstillingen i Møstings Hus har hun et særligt fokus på spejlet som grænseflade, objekt, komplementær reference og utopisk tilstand.

Fernisering foregår fredag den 21. april 2017 fra kl. 17 til 19.

/Pressemeddelelse Møsting Hus