Onsdag den 1. februar er der borgermøde om Madkulturens Hus på Frederiksberg Hovedbibliotek. Mød blandt andre arkitekterne bag bygningen og få mulighed for at stille dine spørgsmål om projektet.

Det skriver Frederiksberg Kommune i en pressemeddelelse.

I 2019 kommer Cityringen til Frederiksberg og byen får en helt ny metrostation på hjørnet af Frederiksberg Allé og Platanvej.

Sidste år udskrev Frederiksberg Kommune i samarbejde med Realdania By og Byg en bygherrekonkurrence om udvikling af grunden over metrostationen. Vinderprojektet hedder Madkulturens Hus og Frederiksberg Kommune har nu udarbejdet forslag til lokalplan for Madkulturens Hus og boliger, som er i høring frem til 15. februar.

I den forbindelse afholdes borgermøde om projektet onsdag den 1. februar kl. 17.30 i Bibliotekssalen på Frederiksberg Hovedbibliotek.

Borgmester Jørgen Glenthøj opfordrer til at deltage i mødet:

”Madkulturens Hus er et stort og fremtrædende projekt, som bliver en helt ny indgang til Frederiksberg i kraft af metrostationen under bygningen. Derfor er det utroligt vigtigt, at vi får en grundig og oplyst dialog med borgerne i høringsperioden. Jeg håber, at alle, der interesserer sig for det nye byggeri, vil komme med til borgermødet og gå aktivt ind i dialogen.”

Formand for kommunens By- og Miljøudvalg, Jan E. Jørgensen, lægger også vægt på dialogen med borgerne:

”Frederiksberg Allé er vel nok byens mest ikoniske boulevard og det kalder naturligt på stærke følelser for rigtig mange mennesker, når vi foreslår et nyt byggeri lige netop der. Vi har inviteret både developer og arkitekter bag Madkulturens Hus til at holde oplæg og medvirke ved dialogcaféer på borgermødet. Så jeg håber, at rigtig mange vil søge mere viden på borgermødet og også give deres mening til kende” siger han.

Find mere information om Madkulturens Hus og høring af forslag til lokalplan

Hvis du har synspunkter eller ændringsforslag til planforslagene, skal du sende dem til: bbe@frederiksberg.dk eller By, Byggeri og Ejendomme, Frederiksberg Rådhus, 2000 Frederiksberg senest den 15. februar 2017. Herefter vil de indgå i Kommunalbestyrelsens videre behandling af forslaget.