Facadeudvalget i Frederiksberg Kommune præmierer for første gang de bedste facader og skilte i byen. Du kan nominere din favorit frem til fredag den 16. december. Det skriver Frederiksberg Kommune i en pressemeddelelse. 

Facadeudvalget i Frederiksberg Kommune belønner nu de erhvervsdrivende, foreninger og privatpersoner, der gør noget særligt ud af at renovere og udsmykke deres facader med en præmiering af de flotteste facader og skilte i byen.

”Huse og butikkers facader har stor betydning for, hvordan vi oplever byen. Frederiksbergs æstetiske kvaliteter er med til at gøre byen til et rart sted at være – og være en del af. Det skal vi værne om. Jeg er glad for, at vi nu får mulighed for at synliggøre dem, der har lagt mange kræfter og omtanke i deres facader og skilte, og jeg håber, at præmieringen også vil anspore og inspirere andre,” siger borgmester og formand for udvalget, Jørgen Glenthøj.

Frederiksberg har Danmarks ældste præmieringsordning for smukke bygninger, som stammer helt tilbage fra 1902, men det er første gang, facader og skilte præmieres særskilt.

Alle er velkomne til at indsende deres bud på byens flotteste facader og skilte på adressen bbe@frederiksberg.dk med et foto og en begrundelse for nomineringen. Forslag kan indsendes frem til fredag den 16. december.

De nominerede facader og skilte bliver samlet og vurderet af Facadeudvalget, som fungerer som præmieringskomité. Præmieringen finder sted 1. februar 2017.

julestjerne-gammel-kongevej

Facadeudvalget består af:

Borgmester Jørgen Glenthøj
Formand for By- og Miljøudvalget Jan E. Jørgensen
Rådmand Thyge Enevoldsen
Formand for Frederiksberg Erhverv, Christian Jensen
Medlem af Foreningen Hovedstadens Forskønnelse, Johan Adam Linneballe
Medlem af Lindevej Grundejerforening, Annette Nymark

Du kan finde hele pressemeddelelsen hos Frederiksberg Kommune.

Del på sociale medier