Det skriver Frederiksberg Kommune i en pressemeddelelse.

I weekenden den 9. til 11. juni samles byen om FRBdage – tre dage med gadefester, markeder, musik, underholdning og fordybelse for alle.

I år kredser FRBdage om temaet Vidensbyen, som sætter fokus på og fejrer byens uddannelsesinstitutioner, vidensvirksomheder og de mange studerende, som giver Frederiksberg en stærk profil som Vidensby.

Derfor byder FRBdage både på FRBTalks, hvor du kan blive opdateret på den nyeste viden inden for et videnskabeligt felt, science-aktiviteter for børn på Familiedagen i Lindevangsparken og så fester CBS for hele byen i anledning af 100-års jubilæet.

Foto: Frederiksberg Kommune

Men glem heller ikke at slå vejen forbi gadefesterne på H.C. Ørstedsvej, Peter Bangs Vej, Henrik Steffens Vej, Ærøvej eller Værnedamsvej til hyggelig markedsstemning, musik, kunst og gode tilbud.

Kom til koncert med Infernal, som gæster Grønningen med deres jubilæumsshow og alle de gode gamle hits, eller tag hele familien med i Lindevangsparken søndag, hvor der er masser af sjove aktiviteter i børnehøjde.

“FRBdage er en af årets bedste begivenheder i byen. Der er en glad og afslappet stemning, når vi mødes på kryds og tværs og hele byen summer af liv.

Jeg glæder mig til at gå rundt og suge stemningen til mig, og jeg håber, at rigtig mange vil benytte lejligheden til at gå ud og gøre det samme,” siger borgmester Jørgen Glenthøj, der blandt andet skal være med til at åbne CBS’s sommerfest lørdag formiddag.

Formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Morten Jung glæder sig også til FRBdage:

“Til FRBdage er det måske nok kommunen, der koordinerer arbejdet og sætter rammerne, men det er byen og dens mennesker, der fylder rammerne ud.

Vi oplever stor interesse for at være en del af FRBdage, og alle de mange erhvervsdrivende, kulturaktører og helt almindelige borgere, der byder ind med aktiviteter, er med til at gøre FRBdage til hele byens fest. Jeg glæder mig til at komme ud og opleve lidt af det hele,” siger han.

Se hele programmet for FRBdage her.

Du kan også følge FRBdage på hjemmesiden eller på facebook.