Et projekt på Henrik Ibsens Vej på Frederiksberg giver deltagerne let og billig adgang til delebiler, bybiler, bycykler og kollektiv trafik i tre måneder. Interessen for at deltage er stor. 58 beboere på vejen er interesserede i at være med, og 12 bilejere er positivt indstillet over for at undvære deres bil i perioden.

Det skriver Frederiksberg Kommune i en pressemeddelelse.

Kan man klare hverdagen ligeså godt eller bedre uden egen bil, men med et rigeligt udbud af delebiler, bybiler, bycykler og kollektiv transport? Det spørgsmål stiller mange bilejere sig selv fra tid til anden, men de færreste prøver idéen af.

Det skal et nyt projekt på Henrik Ibsens Vej lave om på. Det hedder ny mobilitet, og går ud på at gøre alternativerne til egen bil lettere og billigere i en periode for at få flere til at teste et hverdagsliv uden egen bil.

Borgmester Jørgen Glenthøj ser frem til forsøget:

”Det er et spændende udviklingsprojekt, som på sigt kan have store fordele for de enkelte borgere såvel som for byen og miljøet. Jeg glæder mig meget til at høre om de første erfaringer og til at se, om det er noget, vi skal gå videre med i fremtiden,” siger han.

Projektet sættes i gang til april og varer i tre måneder på Henrik Ibsens Vej, hvor der er stor rift om parkeringspladserne, og hvor der i forvejen er opsat ladere til el-biler. Her flytter 12 bilejere, der har meldt sig frivilligt, deres biler væk.

Halvdelen af de frigivne pladser benyttes til de nye bybiler og delebiler, mens resten  af frirummet, der opstår, giver mindre pres på parkeringspladserne eller kan benyttes rekreativt.

Formand for Frederiksberg Kommunes By- og Miljøudvalg, Jan E. Jørgensen, er begejstret for tiltaget:

”Vi ved, at mange biler slet ikke benyttes mange af ugens dage, men bare står og optager plads. Og når de så kører udleder de meget CO2. Samtidig viser undersøgelser, at en delebil kan erstatte mellem fem og ti privatejede biler.

Så her er virkelig meget at hente – både når det handler om at skabe mindre pres på parkeringspladserne og bedre plads i byen samt, når det handler om at begrænse CO2-udledningen,” siger han, der i øvrigt selv har været delebilsbruger i mange år.

Konceptet er udviklet af Frederiksberg Kommune i samarbejde med Københavns Kommune, der også tester det på en af deres veje, Region Hovedstaden og det tyske bilfirma BMW Group. Sidstnævnte har prøvet et tilsvarende projekt af i Charlottenburg-bydelen i Berlin. Når projektet er slut, skal det evalueres i By- og Miljøudvalget:

”Det er for tidligt at sige, hvad der så skal ske. Men det er klart, at hvis det her viser sig at være en stor succes og en mulig vej til at fremme grøn mobilitet, forbedre lokale byrum og afhjælpe en del af presset på parkeringen, ja så står vi med et stærkt strategisk værktøj for fremtiden. Og det skal vi selvfølgelig drøfte politisk, hvordan vi bruger bedst,” siger Jan E. Jørgensen.