Frederiksberg Allé blev i går fyldt med filmkameraer og gule sikkerhedsveste, da Regner Grasten Film begyndte optagelserne til den nye filmatisering af Bjarne Reuters Kidnapning. 

Vores fotograf, Anne Beth Witte, i samtale med Regner Grasten. Foto: Michael Aagaard

Vores fotograf befandt sig tilfældigvis i området og fik lov til at følge optagelserne af de første to scener, som foregik i  og omkring bageriet Engelhardt.

Til stede på settet var – udover Regner Grasten  selv – bl.a. Brian Lykke, som spiller den småkriminelle og arbejdssky onkel Georg, der får hvirvlet drengen Bertram og resten af hans familie ind i et kidnapningsforsøg af en millionærsøn.

Kidnapning er baseret på Bjarne Reuters første bog af samme navn i den meget populære Bertram-serie.

Bertram spilles i filmen af Luca Coker, som du senest kunne se i hovedrollen i Villads fra Valby. En film, som instruktøren af Kidnapning, Frederik Meldal Nørgaard, i øvrigt også instruerede.

Filmen får først premiere i juli 2017, men her kan du få et kig med om bag kameraerne.